Jeg rystes over hvad man gør i empatiens navn. Det er blevet moderne, at hvis man skal møde mennesker i krise på en "rigtig" måde, skal man helst selv være et matematisk 0. Det matematiske 0 forudsættes sjovt nok ved rigtig mange overlevelsesdygtige samfundsrelaterede situationer. Måske det er sådan man træner små kapitalistiske børnesoldater;-). For det handler særligt om børn i krise. Haldor Øvreeide er en stor samtaleguru i børnehøjde i dagens Danmark. VOGT jer for den slags! Han prædiker EMOTIONEL AFSTEMNING...det vil med andre ord sige at den voksne som møder barnet skal afstemme sig efter barnets emotionelle udtryk. Hvis jeg skal gå i helt små sko kunne jeg drage parallel til coachingbegrebet "matchning". Hvis man matcher kropssproget fremmer det dialogen. Og mødet mellem mennesker. Hmmmm...skal det hele virkelig være så nemt? Og hvad sker der egentlig med vores medmennesker hvis vi træder ud af vores egen karakter og kunstigt, professionelt træder ind i en anden rolle? Og hvad sker der med os selv, som mennesker...som MEDmennesker?
Hvis børn i krise skal støttes relationelt, tænker jeg, om EMPATI så er nok(her defineret som at sætte sig i "den andens" sted)? Eller skal barnet også møde en voksen der ikke fremstår som et matematisk 0, men som viser holdning og autencitet? Jeg har store forbehold overfor Haldor Ø. Selvom barnet i en situation, hvor barnet har været udsat for seksuelt overgreb, udviser en neutral holdning fordi det er helt normalt i barnets omgivelser at far eller mor viser deres "kærlighed" på en sexuel måde, mener jeg IKKE man blot skal snakke barnet efter munden. Den voksne skal kunne mestre at rumme sine egne følelser og give udtryk for dem på en god måde overfor barnet. Den voksnes kropssprog vil alligevel afsløre, hvad der foregår inderst inde. Hvis den voksne virkelig er i stand til at gøre sig selv til et ægte matematisk 0, vil det virke autentisk. Hvis ikke vil det fremstå som tillært/trænet empati som afstedkommer så store følelsesmæssige ophobninger at man er nødt til at "brække" sig hos sin supervisor bagefter.
Er det meningen? Skal barnet ikke møde et menneske?
Jeg tænker også på hvordan begrebet empati - der igennem tiderne har udviklet sig fra at handle om intuition til senere at handle om indfølingsevne og til nu at handle om at lære/læse bøger om hvordan vi bliver mest muligt neutrale i sprog og handling. Selvfølgelig alt sammen udfra en tese om at det gavner barnet – eller den person som har brug for hjælp.
Om sympati og empati:
1) Jeg tænker at sympati nemt kan opstå overfor alle -såvel kendte som ukendte- den opstår stærkt hvis jeg som individ på et eller andet givent plan kan identificere mig med "den andens" oplevelse. Altså, hvis jeg har oplevet noget tilsvarende. Hvis jeg lader min tanke fortsætte udaf den tangent, ender jeg med at tænke at jeg i givet fald vil have sværere ved at holde mig på en udelukkende empatisk banehalvdel, hvor jeg 0-stiller min egen identifikation og de følelser der måtte opstå i forbindelse hermed.
Når man "lider med den anden"...altså medlidenhed..., så er der 2 der lider i stedet for 1. Det ligger jo ligesom også i ordet selv, at man ikke gavner "den anden" på den måde. Ikke at det er forkert. Det er bare noget andet.
2) Jeg tænker også at sympati sagtens kan opstå overfor en vildt fremmed. Men næstekærlighed er ikke noget man træner.
3) Herefter ser jeg en anden tilgang - nemlig at det kan lade sig gøre at udvise empati (her mener jeg den tillærte empati som ikke handler om intuition, men om at man har læst en bog eller lært hvordan man skal tale og stille de rigtige spørgsmål professionelt) og SAMTIDIGT føle sympati, OG at kunne bruge den i en professionel situation, hvis man kan bevare sin skelne evne. Jeg synes, kunsten må være at blive bevidst om egne følelser i de givne situationer og også gøre brug af den SYMPATI, som jeg mener ikke kan undgås hvis vi skal skabe en ÆGTE relation mellem mennesker.
Begrebet "empati" er i dag en evne der kan trænes - hvorimod sympati handler om følelse og intuition.
Problemet er bare at hvis vi lukker op for plads til sympatien, så lukker vi også op for de følelser der følger med og det kan være problematisk hvis store følelser som f.eks. afsky for barnet presser sig på - så jeg har stor forståelse for, hvorfor man i den professionelle verden træner sit sind til at lukke følelserne ude gennem neutrale ordvalg og udmeldinger.
Men det er fatalt. En falliterklæring for medmenneskeligheden...i mine øjne.
................................
0 kommentarer:
Send en kommentar